Case

285 mio til kampen mod problematisk kemi

285 mio til kampen mod problematisk kemi

Denne case beskriver kampen om at få politikerne til at gøre noget ved et kæmpe samfundsproblem, der slet ikke var på den politiske agenda i 2017. Med kampagnen Nykemilov.nu lykkedes det mod alle odds og på blot få måneder Coop at få alle de folkevalgte motiveret i en sådan grad til at tage action, at et enigt Folketing kort tid efter vedtog en ny kemihandlingsplan med et rekordstort budget på 285 mio. kr. øremærket til kampen mod problematisk kemi. En ROI på 95:1 ift. kampagneinvesteringen!

Juryens Motivation

Hvordan får man et vigtigt, kompliceret og svært kommunikeret emne højest på agendaen i det offentlige rum? Og det i en tid, hvor det ene vigtige emne efter det andet nærmest dagligt afløser hinanden i medierne og kæmper om taletid.

Svaret på det, får man i årets AEA Grand Prix. En case, der gennem en detaljeret, gennemarbejdet og perfekt eksekveret kampagne opnår en effekt, som giver meget stor respekt. Kampagnen, som er bygget på en moderne, intelligent og effektiv tilgang til branding og kommunikation, er lykkedes med noget, der potentielt kan gavne os alle positivt i fremtiden.

Med et meget begrænset budget lykkedes det kampagnen at opnå imponerende resultater. Kampagnens målsætninger var at skabe synlighed og engagement omkring emnet. Det skete ved at aktivere både befolkningen og vigtige beslutningstagere – og ikke mindst at få medierne med på vognen.

Emnet skulle helt øverst på agendaen og blive noget, som alle forstod vigtigheden af og kunne forholde sig til. Det skulle selvfølgelig også have en positiv effekt på afsenderens brand. Vigtigst af alt var dog at få gennemført konkrete tiltag, der kunne bidrage til at løse problemet.

Det krævede politiske tiltag for at lykkes. Derfor skulle de danske folketingsmedlemmer også påvirkes og engageres. Det skete gennem en række smart tænkte aktiviteter. Bl.a. med budskaber i form af e-mails fra bekymrede borger til hver enkel af de 179 folketingsmedlemmer. Mere end 20.000 danskere skrev til dem. Folketingsmedlemmers e-mail adresser er offentlige, så det var helt i orden at gøre det.

Desuden blev der lavet 179 individualiserede Twitterfilm – en til hvert folketingsmedlem, som blev tagget på folketingspolitikerens personlige Twitterprofil. Derudover blev Christiansborg omringet af en specialdesignet outdoor-kampagne rettet mod folketingsmedlemmerne.

Som sidste trin for at gøre det enkelt for politikkerne, blev der udarbejdet et konkret forslag til en Folketingsbeslutning om en ny lov. Den blev delt med alle folketingsmedlemmer. Det var imponerende at opleve, hvordan politikerne efterfølgende nærmest forsøgte at overgå hinanden og lovprise sagen.

Problematisk kemi i relation til fødevarer, som var emnet, er nu kommet øverst på agendaen. Folketinget vedtog en ny lov, der betød, at der blev afsat 285 mio. til kampen mod hormonforstyrrende stoffer. Den omfattede til forveksling de områder, som kampagnen havde løftet frem som de største problemer.

En kortsigtet ROI effekt ift. kampagnebudgettet for ’Nykemilov.nu’ – navnet som kampagnen gik under – på 95:1 er fornemt. Kampagnen har nu sikret, at der findes en lov og midler til at iværksætte tiltag for at løse de sundhedsskadende effekter, som vi oplever i dag pga. problematisk kemi. Bl.a. faldende fertilitet, tidligere pubertet, øget risiko for kræft og et svækket immunforsvar.

Alle opstillede målsætninger blev opnået med bred marginal. Bl.a. med 8,6 mio. eksponeringer og 450% højere engagement end Facebook benchmark. Hovedfilmen opnåede næsten 1,2 mio. eksponeringer på Facebook og blev delt flittigt.

COOP, som var initiativtageren, fik efterfølgende offentlig ros i flere måneder fra politisk hold for tiltaget. Samtidig belønnede danskerne også COOP ved i Sustainable Brand Index i marts 2018 at vælge COOP som den virksomhed i Danmark, der havde opført sig mest ansvarlig og bæredygtig i det forgangne år. En fin fremgang fra 4. pladsen året inden og med bred marginal til nr. 2.

Vi i juryen bøjer os i respekt for en fornem case og en velfortjent AEA Grand Prix til COOP og RBLM. Stort tillykke!

Juryen