Case

Du kan redde liv – Verdensmestrene

Du kan redde liv – Verdensmestrene

Du kan redde liv skabte positiv forandring fra 2014-2018 ved at kalde på danskernes handlekraft, mod og empati. Målet var at skabe en nation af førstehjælpere for at gøre Danmark til det land, hvor flest mennesker træder til og yder livreddende førstehjælp ved hjertestop. Målet er nået i 2018, vi er verdensmestre. Indsatsen står på et godt fundament, den sprudler af kreativitet og resultater, og den er drevet af ønsket om at skabe en folkebevægelse, der gør det nemt og naturligt at træde til.

Juryens Motivation

En kampagne med en klar ambition om at gøre danskerne til det mest hjælpsomme folkefærd i tilfælde af hjertestop. Kampagnen løber fra 2014-18 og er opdelt i 4 sektioner, med hvert sit fokus, men med et fælles slutmål om at få os til at træde til – som jo er kerneindsigten (at vi er bange for at træde til og for at gøre noget forkert). Kampagnens egentlige omdrejningspunkt er at bevæge sig fra at være kommunikerende til at være handlingsanvisende. Dette kom blandt andet til at omfatte møder på skoler, som gradvist udviklede sig til en (folke)bevægelse.

Juryen synes det er en spændende case, der handler om holdnings- og adfærdspåvirkning, og som lykkes med det. Det til trods for, at det ikke handler om den der hjælper, men om at stille sig til rådighed. Juryen har lagt speciel vægt på, at Danmark er det land i verden, hvor flest træder til og yder livreddende førstehjælp ved hjertestop. Det er hele 67%, og det kan betyde op til 1.400% øget chance for at overleve. Det er noget vi alle kan være rigtig glade for, hvis uheldet en dag skulle være ude. Det centrale effektmål er en Key Behaviour Indicator; hvilke handlinger kan vi skabe og hvordan kan vi ændre adfærd? I løbet af de fem år ”Du kan redde liv” har kørt, har den leveret en imponerende Cost per Real Action på 16,9 kr.

Hertil kommer at:

Næsten 600.000 har downloadet Hjertestarter-app’en

1,2 millioner har besøgt Hjertestarter-kortet på hjertestarter.dk, hvor danskerne i øvrigt har brugt over 3 millioner minutter i perioden.

Fejringen af verdensmesterskabet betød mere end 12 millioner visninger, og ikke mindst endelig en krog i de unge mænd.

Casen er en hyldest til de danskere, der over 2 millioner gange har foretaget reelle handlinger i løbet af de fem år. Derfor skal der lyde et stort tillykke med de flotte resultater og et tak for indsatsen.

Juryen